Teoriprøven et mareridt

Han glemte at forny kørekortet, da han fyldte 70. Rutinemæssigt skulle han derfor op til ny køreprøve. Teoriprøven blev en ond drøm

Filmproducent Ebbe Preisler havde kørt bil i mere end 50 år, da han på grund af en dum forglemmelse mistede kørekortet og som 70-årig skulle op til køreprøve igen. Sådan er reglerne nemlig, hvis man ikke husker at få fornyet kortet, når man nærmer sig 70.

Den praktiske del af køreprøven var let for den erfarne bilist, men prøven i teori trak tænder ud i uventet grad.

”Man bliver præsenteret for fotos af 25 færdselssituationer og skal svare korrekt på mindst 20 af dem. Under hvert foto er der typisk fire spørgsmål, der skal besvares korrekt med et ja eller nej. ”Eleven” skal svare sådan som tilrettelæggerne forventer på op til 95 spørgsmål,” fortæller Ebbe Preisler til trafiktid.

Han er helt på det rene med, at alle trafikanter skal kende reglerne om vigepligt, fart, vejtyper, færdselstavler og lignende. Men trafik er ikke kun bastante regler og vurderingerne af, hvad man skal gøre i givne situationer, er ikke sort-hvide.

Et forsigtigt skøn var forkert

Han illustrerer det med et eksempel fra den teoretiske køreprøve:

”På en ret smal, men ikke trafikeret landevej er en bil standset for at dreje til venstre. Skal jeg standse bag den og vente, eller skal jeg køre højre om og derved passere en fed, fuldt optrukken linje ind mod vejkanten, hvor der godt kan køre cyklister? Jeg vælger at standse bag bilen, da det er min erfaring, at det kun tager kort tid, før den venstresvingende bil er væk, og jeg kan fortsætte på den lovlydige side af den fuldt optrukne linje. Men det er forkert. Jeg skal overskride den fuldt optrukne linje og overhale mod højre. Mit forsigtige skøn underkendes, og jeg er i fare for at dumpe til prøven,” fortæller Preisler.

Han supplerer med endnu et eksempel fra prøven:

”Jeg kører cirka 30 km/t på en vej mellem et byggemarked til venstre og et stort parkeringsareal til højre. Udkørsel fra parkeringspladsen er ikke bremset af hajtænder eller skiltning, så der gælder åbenbart almindelig vigepligt, ikke mindst for mig, der har udkørslerne på min højre side. På billedet er ingen biler på vej ud fra parkeringsområdet, der er intet akut ved situationen. Men jeg siger alligevel ja til at sænke farten, og det kan jo ske på flere måder, bl.a. ved at slippe speederen. Det er bare ikke godt nok. Det rigtige svar er, at jeg skal flytte foden til bremsepedalen. I en mundtlig teoritime sagde underviseren ellers, at man i mange situationer skal være ’bremseklar’, og det kan man sagtens være uden at flytte foden til bremsepedalen, ikke sandt? Men også her dumper jeg.”

Nuancerne skal tælle med

Ebbe Preisler mener, at når der er tale om afvejninger, skøn og hensigtsmæssige ræsonnementer, bør man ikke bliver udsat for sådan en ’knald eller fald-vurdering’. Man bør i stedet møde en eksaminator, der vurderer den samlede præstation. Det er ok med et ikke-bestået niveau, også gerne ret højt, for trafik er farlig. Men nuancerne skal tæller med i vurderingerne, betoner filmmanden.

Han endte med at bestå både den teoretiske og den praktiske prøve. Men det tog mange måneder, hvor han igen og igen måtte træne sig i at gætte sig frem til, hvordan eksaminator ville vurdere situationen.