...
Trafiktid.dk » Bløde trafikanter » Uopmærksomhed dræber

Uopmærksomhed dræber

Photo of author

Af Preben Lund

6 ud af 10 dødsulykker skyldes dårlig opmærksomhed

I 2022 satte Rådet for Sikker Trafik gang i en landsdækkende kampagne med særlig fokus på uopmærksomhed i trafikken.

”Få sekunders uopmærksomhed kan være nok til, at der sker en ulykke. Kigger man på mobilen i fire sekunder med 80 kilometer i timen, kører man 89 meter i blinde. Det er nok til, at man uden at opdage det, ender i de modkørendes vognbane,” lød det fra Lisbeth Sahl, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Tallene understreger projektlederens budskab:

Lidt over 61 proces af alle dødsulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed og/eller manglende orientering som en medvirkende faktor. I løbet 2017-2021 er der i alt 505 mennesker, der er blevet dræbt i disse ulykker. Det svarer til, at der årligt er 97 mennesker eller næsten to hver eneste uge, der dør pga. uopmærksomhed og/eller manglende orientering.

Det svære budskab

Trafikanterne reagerer forskelligt, når de bliver standset af politiet, for eksempel fordi de taler i håndholdt mobiltelefon:

”Nogle forstår godt budskabet, når vi stopper dem, på andre preller det helt af. Med en attitude der signalerer, at vi spilder deres tid, trækker de på skulderen, tager imod bøden og kører videre. Når vi er uden for synsvidde, fortsætter de med at plapre løs eller sende sms´er, selv om uopmærksomhed dokumenteret er en af de helt store trusler mod færdselssikkerheden”, tilføjer Vlado Lentz med erfaring fra sine mange år som motorcykelbetjent.

Og en stribe undersøgelser giver ham ret i, at manglende opmærksomhed er årsag til mange uheld også med personskade. Således har det vist sig, at risikoen for at blive blandet ind i et færdselsuheld stiger 12 gange, hvis man benytter håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Alligevel indrømmede hver femte bilist i en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring og Pension i 2016, at de ikke kunne lade være med at læse og besvare sms´er, selv om de kørte bil.

I samme undersøgelse erkendte 15 procent af de adspurgte bilister, at de havde talt i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Fem procent indrømmede endda, at de havde læst nyheder, været på sociale medier eller spillet spil på mobiltelefonen, selv om de sad bag rettet.

At det er en dyr fornøjelse at fordybe sig i tilbuddene fra mobiltelefonen under kørslen, har mange erfaret på den hårde måde.

I 2021 uddelte politiet bøde og klip til lidt over 23.000 bilister. Herhjemme lyder bøden på 1.500 kroner plus et klip i kørekortet. Det svarer til hvert femte klip eller 65 om dagen.

Desuden bliver bilisten opkrævet 500 kroner til Offerfonden.

Men i Norge gør det for alvor ondt på budgettet, når man ikke kan holde mobilen i lommen under kørslen. Fra første februar 2023 koster det, hvad der svarer til cirka 6.500 danske kroner, hvis man bliver taget i at benytte mobilen under kørslen. Nok værd at notere sig, for de mange tusinde danskere, der hvert år kører til Norge på ferie.

Dårlige forklaringer

Med mere end 35 år på vejene har politiassistent Vlado Lentz hørt de fleste forklaringer – eller bortforklaringer – når trafikanter bliver taget på fersk gerning i at bryde færdselsloven.

Det gælder også snak i håndholdt mobiltelefon.

”Det er stort set den samme forklaring der med variationer går igen. ’Jeg tænkte ikke lige over det. Det var kun en kort samtale, jeg skal jo tale med kunderne. Der var ingen anden trafik på vejen. Jeg har skam styr på det’ og så videre,” fortæller Vlado Lentz.

De fleste vælger at gå til bekendelse, betaler bøden og kommer videre i livet. Andre er mere påståelige og vil ikke finde sig i politiets indgreb. De kræver sagen indbragt for retten. Det fører dog som regel ikke til noget – i hvert fald slipper de ikke for bøden.


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.