Tålmodigheden er blevet mindre i trafikken og det fører nogle gange til vejvrede
Lunten er blevet kortere, og mange vil have erfaret, at det også gælder i trafikken.
Emilio Stenbæk Malla har i mange år været formand for Kørelærerforeningen i Helsingør:
”Vi er meget, meget egocentrerede. Vi tror alle sammen, at vi er verdensmestre, når vi kører bil, og at vi aldrig selv gør noget forkert. Til gengæld har vi travlt med at pege fingre og lege politibetjente over hinanden. Der er ingen hjælp at hente, og især nybegyndere bliver udsat for mobning. Mange har glemt, hvordan det var at sidde bag rattet, da de selv var nye,” fortæller Emilio Stenbæk Malla til bogen Vejen til Vrede.
Der er utallige eksempler på, hvordan små, banale uoverensstemmelser i trafikken kan udvikle sig eksplosivt, så der ikke længere er tale om overtrædelser af færdselsloven, men straffelovens tungere paragraffer.
Næppe noget sted som i trafikken kan der iagttages et misforhold mellem årsag og virkning.
Manden med peberspray
Nogle mandlige bilister har åbenbart særlige udfordringer med at styre ikke alene deres bil, men også deres temperament i trafikken.
Det er en yngre mandlig bilist et eksempel på. En sommerdag tændte han helt af efter selv at have sat gang i begivenhederne. Han kørte ud fra en sidevej uden at tage hensyn til en forbipasserende bilist, der måtte stå på bremsen for at undgå en kollision.
Den unge fører af bilen blev tydeligt chokeret og tillod sig at ryste på hovet af den uforsvarlige kørsel. Men det var mere end den anden bilist kunne eller ville stå model til. Han styrtede ud af sin bil og løb hen til den sagesløse medtrafikant, som han forsøgte at ramme med indholdet af en ulovlig peberspray. For at understrege sin vrede valgte hidsigproppen at slå ud efter den jævnaldrende bilist, som dog nåede at undvige.
Politiet kom til stede, og det viste sig, at den hidsige bilist trods sin unge alder havde indtil flere sager kørende med ordensmagten.
Nu kunne han føje en række yderligere sigtelser til, for eksempel overtrædelse af vigepligten, anvendelse af peberspray og forsøg på vold.