...
Trafiktid.dk » Biler » Oplysning er godt, men …

Oplysning er godt, men …

Photo of author

Af Keld Lund Jensen

Der skal ikke meget til, før irritation over andre bilister slår over i vejvrede

Ingen årsag er tilsyneladende for lille til, at den kan udløse alvorlige konfrontationer mellem trafikanter. Noget der jævnligt fører til, at parterne ryger i totterne på hinanden, er bilens lygter, som den ene part finder, lyser på en generende og provokerende måde.

Det kan være, fordi de lyser for højt eller for lavt, for stærkt eller for svagt. Der er bare noget med lygter, der kan bringe sindene i kog.

Om det var den ene eller anden årsag, fortabte sig i tågerne, men det gik helt galt, da en bilist i 2020 så sig gal på en anden bilist.

Dog kom det senere frem, at der vist var noget med tågebaglygten, som hidsede en bagvedkørende bilist så meget op, at han valgte at gå drastisk til værks.

Da muligheden bød sig, konfronterede han den forankørende med sin beklagelse over tågebaglygten, men det gjorde denne bilist så hidsig, at han efter et kort skænderi gik til angreb.

Hurtigt tog det indledende håndgemæng en dramatisk drejning, da tågelygtens ejer trak sin kniv, som han plantede i modparten. Det kunne have kostet ham livet, men takket være hurtig behandling slap han med alvorlige skader.

I retten nægtede knivstikkeren at kende noget til sagen. Men takket være vidnernes udsagn blev han dømt.

Så meget for et ligegyldigt skænderi om en tågebaglygte.

Rasende bilist

Det er kendetegnende for mange tilfælde af vejvrede, at det ikke er muligt at fastslå årsagen.

Af flere grunde, men også fordi parterne som regel har vidt forskellige opfattelser af, hvad der er sket.

Således forblev det ubesvaret, hvad der en sommerdag i 2018 udløste en midaldrende mands ustyrlige vrede, da han i sin bil mødte en cyklist. Cyklisten må på én eller anden måde have pådraget sig mandens mishag i en sådan grad, at han steg ud af sin bil og greb fat i cyklisten og rev ham af cyklen.

Cyklisten anede ikke, hvad han havde gjort, som kunne få bilisten til at eksplodere i raseri. Bilisten havde heller ikke nogen forklaring, i det mindste ikke en, der overbeviste retten om, at han skulle slippe for de 30 dages fængsel, som dommeren fandt passende for det absurde udbrud af ustyrlig vejvrede.


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.