Når to lastbiler skal forbi hinanden på motorvejen, skaber det irritation. Men det er sjældent skyld i ulykker
De såkaldte elefantoverhalinger, hvor en lastbil overhaler en anden på motorvejen, skaber irritation hos mange bilister. Men de langsomme overhalinger giver sjældent anledning til ulykker.
Det vurderer Niels Agerholm, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet i Aalborg.
”Vi har faktisk 550 kilometer vej herhjemme med overhalingsforbud for lastbiler. Forbuddet gælder typisk i myldretiden om morgen og om aftenen,” siger Niels Agerholm til trafiktid.
Han peger på, at 58 kilometer af den østjyske motorvej E45 i dag har sådan et forbud.
På strækninger med overhalingsforbud falder gennemsnitsfarten ganske lidt. Antallet af ulykker er så lavt, at det ikke kan registreres i statistikken.
”Det havde langt større effekt på bilernes fart, da man i 2005 indførte bestemmelsen om, at bilisterne kan få et klip i kørekortet. Man mister kørekortet, hvis man i løbet af tre år får tre klip i kortet. Det er noget, bilisterne har respekt for, og det har været med til at nedsætte farten i trafikken,” siger Niels Agerholm.