Nær-ved påkørsler er vokset 50 procent siden 2018
I gennemsnit er tre personer hver dag tæt på at blive ramt af en tog.
Samlet blev der i 2021 indberettet 1380 såkaldte nær ved påkørsler. Det vil sige situationer, hvor det har været nødvendigt for lokomotivføreren at gribe ind ved at bremse eller ved at advare med togets tyfon. Det er omtrent 50 procent flere end i 2018, oplyser Dansk Jernbaneforbund med baggrund i tal fra Trafikstyrelsen.
De mange hændelser, som kunne være endt fatalt, slider på lokomotivførerne og formanden for Dansk Jernbaneforbund, Preben S. Pedersen, har ved flere lejligheder efterlyst større opmærksomhed om problemerne.
“Folk skal vide, at de gambler med deres liv, men også med lokomotivførerne psykiske helbred, når de ikke udviser den rette respekt for banen,” siger Preben S. Pedersen.
Hårdere reaktioner
Han efterlyser en mere konsekvent indgriben mod dem, der sætter livet på spil ved at færdes på sporene:
“Der er stort set aldrig nogen, der får en bøde. Det handler grundlæggende om at sende et signal om, at vi ikke vil finde os i det,” skriver forbundsformand Preben S. Pedersen i en pressemeddelelse.
Samtidigt lægger han til, at strækninger sikres bedre mod uvedkommende færdsel:
“Der skal hele tiden arbejdes med nye tiltag som såkaldte no-go måtter, hegn imellem sporerne og andre fysiske foranstaltninger, der kan begrænse uvedkommendes adgang til sporet,” lyder det fra Dansk Jernbaneforbunds formand.