Vlado Lentz fortæller om, hvordan han møder folk, der står til at få en bøde
Vlado er kult.
Færdselsbetjenten fra Midt- og Vestsjællands Politi trækker hver uge tusindvis af seere til tv-programmet Politijagt. Der er ingen tvivl om, at Vlado Lentz hører til blandt de bedst kendte og mest respekterede politifolk i landet, med hyppige optrædener i medier, som for eksempel i uge 25, hvor han var i gæst i programmet Hjernekassen på DR´s P1.
Samtidig er han en meget efterspurgt foredragsholder.
Udstyret med bødeblok, fartmåler og alkometer ligger det ikke nødvendigvis i kortene, at færdselsbetjente nyder popularitet – ikke hos alle i det mindste.
Men i Hjernekassen, hos værten Peter Lund Madsen, afslører Vlado en del af forklaringen på, at hans møde med trafiksynderne i langt de fleste tilfælde ender med at parterne går hver til sit uden konflikt og bitterhed:
På lige fod
”Det handler i al enkelthed om at tale ordentligt til folk. Møder man mennesker med respekt, er det min erfaring, at man også som politimand bliver respekteret.”
”Der vil altid være en vis skævhed i mødet mellem borger og politi, alene fordi politimanden er udstyret med ganske vidtgående magtbeføjelser,” fortæller Vlado.
”Men det ikke gælder om ikke at indlede et brysk frontalangreb og være kategorisk i sin fremfærd. Man skal stille og roligt forklare, hvorfor trafikanten bliver stoppet, og hvilke observationer man som politimand har gjort. Gør man det i øjenhøjde og med den rette attitude, bliver forløbet som regel fornuftigt, også selv om trafikanten får serveret en bøde eller sigtelse og måske kan se frem til at skulle betale mange tusinde kroner til statskassen,” siger den populære færdselsbetjent.
Vlado erkender, at det ikke er en metode, han havde med fra dag ét i uniformen:
”Men jeg lærte af ældre kolleger, hvordan man skal tale til folk, og det tog jeg til mig.”
Meget tyder på, at Vlados velkendte, venlige måde at møde trafikanterne på har sat sig spor, ikke mindst blandt bilisterne.
Det er således ikke et særsyn at møde en bil forsynet med en streamer i bagruden med teksten:
” Jeg vil kun stoppes af Vlado”.