...
Trafiktid.dk » Diverse » Cyklister svinger bare ud

Cyklister svinger bare ud

Photo of author

Af Keld Lund Jensen

Hvordan går det i trafikken i Svendborg og det sydfynske område? Vi stiller spørgsmålet til kørelærer Lars Klinggaard, der gennem 30 år har drevet køreskole i Svendborg. Spørgsmålet fra trafiktid stilles som led i vores serie af punktnedslag rundt i landet for at måle temperaturen blandt firehjulede, tohjulede og fodgængere.

Lars Klinggaard tøver lidt, da vi indleder med at spørge, hvad der er rigtigt irriterende på de sydfynske veje.

”Jeg synes egentlig, det går ganske godt. Vi oplever stort aldrig vanvidskørsel og folk tager fornuftigt hensyn til hinanden i trafikken. Det er også kun sjældent, trafikken holder stille på grund af for mange biler.”

”Men når der nu skal peges på noget irriterende, handler det om cyklister. Alt for tit svinger de bare ud i trafikken, uden at se sig for. Det gælder både almindelige cykler og også de store ladcykler med børn på ladet. Jeg tænker mange gange, hvordan skal børnene dog lære at se sig for, når de voksne er så tankeløse og ikke lærer børnene at udvise forsigtighed i trafikken. ”

”Det er, som om mange cyklister tænker, at færdselsloven gælder for de andre og ikke for mig,” lyder det fra Lars Klinggaard.

Rundkørslerne

”Noget andet jeg kan pege på, er rundkørslerne. For at sige det forsigtigt: Vi kan ikke hævde, at der ikke er problemer i rundkørslerne. Og det er især cyklister, det går ud over. Det sker, at en bilist overser en cyklist, når han eller hun skal dreje ud.”

Men underspillet humor tilføjer han:

”De, der kører BMW, blinker aldrig af, hører jeg ofte, og det kan jeg godt referere, for jeg kører selv BMW”, siger den sydfynske kørelærer til trafiktid.

”Men helt alvorligt så forekommer det mig, at folk alt for ofte glemme at blinke, når de skal dreje af. Det er virkelig noget, jeg betoner over mine elever.”

Plads nok

Er der plads nok på vejene på Sydfyn?

”Ja, det synes jeg, man må sige. Det er yderst sjældent, bilisterne holder stille, fordi der er kø. Det er faktisk en undtagelse, hvis du skal gå 100 meter i Svendborg fra, hvor du parkerer til dit bestemmelsessted. Ja, tit behøver du ikke en gang nøjes med det fjerneste hjørne på parkeringspladsen ved Føtex,” siger Lars med et grin.

”Her er det slet ikke som i København. Det er nok grunden til, at Svendborg sidste år oplevede en tilvækst på mere end 500 indbyggere. De fleste kom vist nok fra hovedstaden,” siger den sydfynske kørelærer med stolt lokalpatriotisme.


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.