...
Trafiktid.dk » Diverse » El-bil kørte 1.000.000 km

El-bil kørte 1.000.000 km

Photo of author

Af Keld Lund Jensen

Forlydender om, at el-biler tager skade af kun at blive opladet ved såkaldt lynopladning, har ikke noget på sig. Det bekræftes af Dantaxi, hvor cirka 550 biler ud af selskabets i alt omkring 1.900 køretøjer er el-biler.

“Vores biler skal selvfølgelig køre med så få pauser som muligt, og derfor oplader vi el-bilerne ved lynladere. Så får chaufføren en hvilepause, der alligevel skal holdes. Vi har aldrig noteret, at den gennemgående brug af lynopladninger har skadet bilerne,” siger kommunikationschef Rasmus Krochin, Dantaxi, til trafiktid.dk.

“Vores vogne kører omkring otte gange så meget som den gennemsnitlige danske personbil. Langt de fleste Dantaxier kører i hovedstaden, hvor vi for et par år siden i samarbejde med EON etablerede en ladehub med kapacitet til at oplade 400 taxier i døgnet. Det betyder, at der for de fleste af vores biler i hovedstadsområdet ikke er langt til vores eget ladested. Det gør det meget billigere, for en opladning ved vores egne standere koster omkring 150 kroner og den rækker i snit til 400 km,” fortæller Rasmus Krochin.

Økonomien er attraktiv

El-biler koster mindre i drift end benzin- eller dieselbiler. Dels er drivmidlet billigere, dels er der ikke så megen slitage på en el-bil. Det skyldes, at der er færre mekaniske dele, der slides i el-bil.

Den langsigtede holdbarhed er også i orden. Dantaxi fik sin første el-taxi i 2013. I 2015 erhvervede Dantaxi-vognmænd i Nykøbing Mors tre el-biler. En af dem nåede at køre knapt en million kilometer, før den blev udskiftet i 2023. Den havde stort set kun været lynopladet, fortæller Rasmus Krochin.

 

 

 


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.