Det er ikke let at afgøre, om cykelhjelm eller cykelairbag er sikrest.
Spørg ogle cyklister, hvorfor de ikke benytter cykelhjelm. Du får ofte svaret, at ”det giver grimt hår og desuden kommer man til at svede”.
Trafikforskere og læger er ikke i tvivl, når det grundlæggende drejer sig om at give råd til cyklister. Anbefalingen lyder, at cyklister bruger cykelhjelm eller den såkaldte Hövding. Det er den svensk udviklede cykelairbag, der på en brøkdel af et sekund reagerer på en usædvanlig og pludselig bevægelse. F.eks. hvis bæreren vælter eller påkøres.
Aktører i trafikdebatten er helt sikre på, at det altid er er klogt at beskytte hovedet, når man bevæger sig ud i trafikken på cykel.
Derimod tager man ikke stilling til, om det er bedst at benytte en konventionel cykelhjelm eller den svenske cykelairbag. Den blev introduceret i Danmark i 2018.
Der har gennem årene været diskussion af, om den oppustelige cykelhjelm i alle situationer er så sikker, som producenter hævder. Da Hövding blev introduceret på markedet, blev det hævdet, at den er otte gange mere sikker end den konventionelle hjelm. Producenten pegede på, at tests udført på Stanford University i Californien viser, at airbaggen er så meget sikrere.
Test af cykelairbag
I forsøget blev hjelmene testet for, hvor godt de giver beskyttelse mod hjernerystelse ved lodret fald på to meter. Her klarede Hövding sig bedst. Men det betyder ikke, at den i alle tilfælde vil være mere sikker, siger en af forskerne bag studiet.
Konklusionen er vanskelig at drage. Det skyldes, at slag og stød mod hjelmen kan have vidt forskellig karakter. Manden bag testene på Stanford, David Benjamin Camarillo, sagde således til DR’s forbrugermagasin Detektor:
”Det er meget muligt, at en konventionel cykelhjelm vil være sikrere ved højere slaghastigheder eller på andre overflader,” sagde David Benjamin Camarillo til DR.DK i 2019.
Han mener, at det kræver flere undersøgelser af forskellige slags uheld under forskellige omstændigheder, før man kan sige, hvor meget mere sikker Hövding airbaggen er sammenlignet med den traditionelle cykelhjelm.
Denne opfattelse blev ved samme lejlighed delt af Mette Møller, seniorforsker ved DTU Transport.
Uanset hvad, siger den sunde fornuft, at det er det sikreste at beskytte hovedet, når man cykler.
En Hövding cykelairbag har en vejledende pris på mellem 2300-2700 kroner, mens en konventionel cykelhjelm kan fås for 500-600 kroner.
Billedtekst: Hövding er blevet videreudviklet siden fremkomsten i 2018. Her er den seneste Model 3. Fotoet stammer fra bloggen CykelAirbag.dk.