...
Trafiktid.dk » Diverse » Hold fokus bag rattet

Hold fokus bag rattet

Photo of author

Af Keld Lund Jensen

Bilisters dårlige adfærd er nedslående

Danske bilister laver i forbløffende omfang mange andre ting bag rattet end at køre bil. For eksempel at spise eller lede efter tabte genstande. Det fremgår af en undersøgelse, som forsikringsselskabet Gjensidige har ladet Kantar Public udføre.

Selvom Rådet for Sikker Trafik gentagne gange har understreget, at manglende opmærksomhed er skyld i hundredvis af ulykker, indrømmer en stor del af bilisterne, at de har foretaget sig ting, der flyttede deres primære fokus fra kørslen.

Ikke overraskende er det især skærme, enten telefoner eller navigation, der er de værste opmærksomhedsslugere. Flere end hver fjerde bilist erkender, at de har brugt telefonen til at se på sociale medier, sende sms’er eller indstille gps’en. Hver femte har brugt deres telefon håndholdt til at foretage opkald under kørslen.

Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige, kalder resultatet for nedslående.

“Det her er et område, hvor der har været utallige oplysningskampagner. Samtidig er biler og telefoner bliver ‘smartere’, så det i dag er lettere at bruge telefon og gps håndfrit. Så med vores viden om antallet af ulykker, som denne dårlige adfærd er skyld i, er det enormt nedslående – kort og godt,” siger Henrik Sagild.

Drop sandwichen, når du kører

Den mest udbredte dårlige vane er at spise under kørslen, således at der kun er én hånd fri til at styre rattet med rattet med. Det har halvdelen af danske bilister gjort. Mere end hver femte har ledt efter ting i bunden af bilen.

“Det forekommer måske uskyldigt at spise mad under kørslen, men det har et vigtigt fællestræk med at lede efter tabte ting i bilen under kørslen, nemlig at skabe ukoncentreret og uopmærksom kørsel,” vurderer Henrik Sagild.

Gjensidiges undersøgelse er foretaget blandt 1.009 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år i februar og marts i 2023.

Har du gjorte en eller flere af følgende ting, samtidig med at du har kørt bil?

Brugt mobiltelefon håndholdt til sms, sociale medier, mail, indstilling af gps eller lignende  27 pct.
Brugt mobiltelefon håndholdt til at foretage eller modtage et opkald 20 pct.
Brugt mobiltelefon håndfrit til at foretage eller modtage et opkaldt 44 pct.
Spist mad, der krævede, at du kun havde en hånd på rattet 47 pct.
Lagt make-up eller ordnet hår 1 pct.
Set tv, film eller serier på håndfri telefon 1 pct.
Skiftet tøj 0 pct.
Ledt efter tabte genstande i bilen 23 pct.
Ingen af ovenstående 27 pct.
Ved ikke/ønsker ikke at svare 2 pct.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.