...
Trafiktid.dk » Biler » Fortsat bilkøer på motorvej

Fortsat bilkøer på motorvej

Photo of author

Af Keld Lund Jensen

Vejdirektoratet: Ikke rentabelt at udbygge Motorring 3 rundt om København

Bilkøerne i myldretiden på den centrale motorvej rundt om København kommer nok til at vare mange år endnu. Vejdirektoratet mener nemlig, at “den samfundsøkonomiske analyse viser, at kapacitetsudvidelsen på Motorring 3 samt hastighedsnedsættelse til 90 km/t med de givne forudsætninger ikke vil være rentabel.”

Vejdirektoratets konklusion står i en rapport om en af de mest trafikerede motorvejsstrækninger i Danmark. Nemlig de 17 km motorvej, der er den centrale ringforbindelse omkring København og hvor trafiktrængsel hver dag giver ufrivillige stop for en stor del af de 145.000 biler, der kører her hver dag.

Vejen udgør bindeleddet imellem Amagermotorvejen i syd og Helsingørmotorvejen i nord.

Problemerne i myldretiden bliver formentlig kun værre. Trafikberegninger peger på, at trafikken i 2035 vil stige med 20-25 procent i forhold til 2022, også selvom motorvejen ikke udbygges.

Politikerne bad om udbygning

I 2021 blev der indgået et bredt politisk forlag om den såkaldte Infrastrukturplan 2035. Af denne aftale fremgik det, at kapaciteten på den belastede motorvej skulle øges.

Nu hvor vejdirektoratets gennemgang foreligger, vakler planen måske.

Trafikforsker Mogens Fosgerau, professor ved Københavns Universitet, siger til DR, at det er usædvanligt, at vejprojekter giver så store tab, som rapporten regner sig frem til.

”Det er meget svært at argumentere for, hvorfor man skal gennemføre projektet, når det ser så dårligt ud,” siger Fosgerau.

Også politikerne vakler

De Radikale var med i kredsen af politikerne, der som en del af Infrastrukturplanen i 2021 besluttede at udvide Motorring 3.

Partiets transportordfører Stinus Lindgreen siger nu om udvidelsen af Motorring 3:

”Vi bør sætte os ned os og kigge hinanden i øjnene og diskutere, om det her er den bedste brug af midlerne, eller om vi kunne bruge dem bedre på eksempelvis at udbygge den kollektive transport.”

Også SF er i tvivl. Partiet var med i aftalen i 2021. Partiets Sigurd Agersnap vil spørge transportministeren, om Vejdirektoratets rapport giver anledning til at overveje om udvidelsen stadig giver mening.

Heroverfor fastholder folketingsmedlem for de Konservative Rasmus Jarlov, at kapaciteten på Motorring 3 skal øges.

”Det kan godt være, at den løsning, vi er blevet præsenteret for, har været for god til at være sand. Men jeg synes, det må ligge fast, at der skal ske en udvidelse af kapaciteten på Motorring 3, fordi den er utrolig afgørende for, at rigtig mange mennesker ikke skal bruge en stor del af deres døgn på at sidde i bilkø,” siger Rasmus Jarlov.

Læs Vejdirektoratets rapport.


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.