...
Trafiktid.dk » Diverse » Sådan irriterer passagerne under kørslen

Sådan irriterer passagerne under kørslen

Photo of author

Af Keld Lund Jensen

Passagerer, der kommenterer kørslen, er virkelig irriterende

Nogle passagerer er bare irriterende, når føreren skal koncentrere sig om kørslen. Hvad præcist der irriterer og forstyrrer føreren under bilturen, er nu mere systematisk undersøgt. Forsikringsselskabet Gjensidige har bedt Kantar Public spørge et repræsentativt udsnit af danske bilister, hvilken adfærd hos passagerne der irriterer chaufføren mest under kørslen.

Øverst på irritationslisten ligger ”Passagerer, der kommenterer på min kørsel”. 36 % af chaufførerne finder passagernes kommentarer om kørslen er virkelig irriterende.

Meget på linje hermed svarer 29 % af bilisterne, at ”Passagerer der kritiserer min kørsel” er meget irriterende.

På tredjepladsen ligger ”Passagerer der distraherer mig”. Det mener 28 % af de adspurgte chaufføren.

Dårlige råd om ruten

14 % af bilisterne peger på ”Passagerer der viser forkert vej” som noget, der irriterer, når man sidder bag rattet.

Knapt hver tiende af chaufførerne anfører det som irriterende, når passagerne vil bestemme over radioen og musikken i bilen. 9 % angav dette som et irritationsmoment.

Reel risiko

I en kommentar til undersøgelsen siger Henrik Sagild, der er direktør i skade i forsikringsselskabet Gjensidige:

“Når man kører med i en bil, så har man også et medansvar for, at kørslen foregår sikkert. Men hvis man distraherer chaufføren eller man kommenterer og kritiserer kørslen, så risikerer man sådan set at fjerne bilistens fokus fra at køre bil, og så er der en reel risiko for at ende i farlige situationer.”

Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af danske bilister i august og september i år.

Dårlig opmærksomhed er farlig

Irritationsmomenter fra passagersæderne kan være årsag til uopmærksomhed. Det er dokumenteret, at dårlig opmærksomhed er farlig i trafikken. 6 ud af 10 dødsulykker skyldes således dårlig opmærksomhed.

I november 2021 gennemførte politiet en landsdækkende kampagne mod uopmærksomhed  i trafikken. I den forbindelse blev flere end 700 sigtet for manglende opmærksomhed på gade og veje.


Har du kommentarer til artiklen?

Har du meninger eller oplevelser med forbindelse til denne artikel? Besøg os på Facebook, og giv din mening til kende. Indlæggene bliver læst igennem inden publicering. Vi forbeholder os retten til at afvise offentliggørelse.
Seraphinite AcceleratorOptimized by Seraphinite Accelerator
Turns on site high speed to be attractive for people and search engines.