15-årig pige opildnede 16-årig fører til vanvidskørsel
Helt usædvanligt i færdselssager er en 15-årig pige blevet dømt for medvirken til hensynsløs kørsel.
Pigen blev dømt for fra passagersædet at have opildnet den 16-årige fører af en stjålet bil til begå en lang stribe overtrædelser af færdselsloven. Blandt andet overskred drengen flere gange hastighedsgrænsen med hundrede procent og kørte dermed vanvidskørsel.
Selv om køretøjets ene hjul punkterede ved mødet med politiets sømmåtte, fortsatte den unge fører kørslen på tre hjul.
Pigen blev idømt seks måneders betinget fængsel, mens den 16-årige dreng fik et års betinget fængsel. På grund af de dømtes alder bliver sagerne forelagt ungdomskriminalitetsnævnet.