Ny terminal for fjernbusser skaber ro på cykelstien
Københavns formentlig største kampzone mellem cyklister og fodgængere er på vej til at forsvinde. Det drejer sig om de første par hundrede meter af Ingerslevgade, over for DGI Byen og tæt ved Hovedbanegården. Her starter eller slutter fjernbusser deres ture fra Bornholm, Berlin, Aalborg, Aarhus eller mange andre destinationer. Den trange plads har på stedet skabt daglige problemer med travle cyklister, der bliver stoppet på cykelstien, fordi busrejsende skal have kufferter ud og ind af busserne. Utålmodigheden er til at få øje på – eller høre for den sags skyld.
I foråret 2024 slutter dette trafikale inferno midt i København. Fra forsommeren i 2024 forventes et helt nyt busterminalanlæg at være klar til brug. Det nye Københavns Busterminal placeres i Carsten Niebuhrs Gade under Dybbølsbro, og fremstår som en smal række af enkeltterminaler ud for skinnelegemerne fra S-togstationen hen imod Hovedbanegården ved den nye Ikea og CABINN.
Det nye bus-knudepunkt skal samle de mange fjernbusser, der hver dag kører ind og ud af hovedstaden og bringer eller medtager mere end en million fjernbuspassagerer om året.
Gennem de seneste år har der været en stor stigning i antallet af fjernbuspassagerer både til danske byer og til europæiske destinationer som Hamburg, Berlin og Paris. Det blev mere og mere klart, at den gamle placering for fjernbusserne var håbløs på grund af pladsmangel.
Budgettet holdt ikke
Et flertal i folketinget afsatte midler til at medfinansiere et nyt anlæg med 20 millioner kroner. I alt kommer der nye anlæg til at koste 164,7 millioner kroner, hvilket er cirka dobbelt så meget som oprindeligt forventet.
Det er Vejdirektoratet, der styrer projektet. Vejdirektoratet har selv meldt ud om status. Når det er færdigt, overdrages det til Københavns Kommune, og den daglige drift skal varetages af trafikselskabet Movia.
Terminalen skal med sine 15 busholdepladser, taxaholdepladser, Kys og Kør-zone samt 200 cykelparkeringspladser servicere ca. 195 busser på et hverdagsdøgn samt de cirka 1,4 mio. årlige fjernbuspassagerer.
Foto øverst: Sådan visualiserer arkitektfirmaet Arkitema den kommende busterminal.