Aalborg har et kæmpestort problem i trafikken – det hedder Limfjorden. Tunnellen under vandet stammer fra 1969 og kan ikke klare trafikken i myldretiden. Sådan lyder det fra kørelærer Henrik Hansen, der driver Henriks Køreskole i Aalborg.
Vi spørger Henrik om trafikken i den nordjyske by som led i vores serie om trafikken derude på gader og veje rundt i Danmark .
“Vores værste problem er helt afgjort Limfjordstunnellen, hvor problemerne dukker op hver morgen mellem 7 og 8 og hver eftermiddag mellem 15 og 16,” fortæller den nordjyske kørelærer til trafiktid.dk
“Det resulterer i, at trafikken stopper, og det forårsager masser af sammenstød, når der skal skiftes vognbane på vej ned i tunnellen, der forbinder Aalborg med Nørresundby,” siger Henrik.
“Men problemet kunne formindskes, mens vi venter på den tredje passage over Limfjorden. Hvis kommunen tog initiativ til et møde mellem de største firmaer i området og lagde op til, at de flyttede mødetidspunktet for de ansatte med 5 eller 10 minutter, så ville det dæmpe presset så meget, at problemerne blev mindre. Men vi mangler i den grad den kommende tunnel,” vurderer den nordjyske kørelærer.
For lidt plads ved venstresving
Henrik peger også på et problem, der viser sig, når busser og lastbiler skal svinge til venstre ved havnen op mod Limfjordsbroen. Vognbanen er for smal, og det betyder, at bagvedliggende biler må vente. Hvis bare vognbanen var 20 centimeter bredere, vil der være plads til passage, og trafikken ville glide langt bedre. Det gælder også ved nedkørslen til parkeringskælderen under Friis Shoppingscenter.
Generelt synes Henrik, at nordjyderne kører pænt. Dog kunne de godt være bedre til at holde afstand, men det gælder alle steder, mener han og peger på, at rigtig mange uheld kunne undgås, hvis der blev holdt bedre afstand.
Så er der mobiltelefonerne. Heller ikke nordjyderne kan lade være med at tage mobiltelefonen frem, når der er stop i trafikken.
“Jeg siger meget tit til mine elever, at de hos thansen kan købe en magnetholder til 40 kroner og sætte mobilen i den, men det virker ikke over for alle,” siger den nordjyske kørelærer.